lørdag den 31. marts 2018

'Skildpadder hele vejen ned' af John Green

Aza Holmes er en lidt usædvanlig teenager. Hun gør sig mange overvejelser om fx hvor mange bakterier hendes krop består af, samt hvor ofte hun helst skal vaske hænder m.m. For en del år siden mistede hun sin far og på en sommercamp for sorgramte børn mødte hun Davis, der havde mistet sin mor. Siden har hun ikke haft meget kontakt med ham, men nu er hans velhavende far forsvundet i forbindelse med nogle lyssky forretninger. Der udloves en dusør til den, der kan komme med oplysninger om den forsvundne forretningsmand, og Azas veninde Daisy er fyr og flamme: Hun lægger planer for, hvordan de kan prøve at efterspore den forsvundne millionær.
I den forbindelse kommer Aza igen i kontakt med Davis. De to teenagere har noget særligt sammen, men det er svært for Aza at holde styr på alle sine tanker og tvangshandlinger. Også forholdet til veninden Daisy får et par skrammer undervejs, for hvordan er man egentlig en god veninde?
Velskrevet ungdomsbog om en ung pige med nogle særlige udfordringer.

'Skildpadder hele vejen ned' af John Green. Høst & Søn 2017, 282 sider.

Ingen kommentarer: