tirsdag den 5. juli 2016

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan

I 1953 debuterede franske Francoise Sagan som 18-årig med denne roman, der på dette tidspunkt vakte en del opsigt. Både pga forfatterens alder og temaet for romanen.
Den 17-årige Cécile holder sommerferie med sin far og hans elskerinde Elsa i et hus ved Middelhavet. Faderen er en sorgløs flirtende lidt overfladisk mand, der som regel skifter sine elskerinder ud jævnligt. Men da Céciles afdøde mors veninde Anne kommer på besøg ændrer noget sig. Cécile fornemmer de to voksnes forelskelse, og da de meddeler hende, at de har besluttet at gifte sig, indser hun, at det sorgløse letsindige liv hun har levet med sin far, snart vil få en ende. Selv om hun altid har beundret Anne og sat hende højt, sætter hun alligevel gang i en djævelsk plan for at ændre faderens planer.
En virkelig velskrevet dramatisk roman, - som en af vores lånere på biblioteket talte så varmt for, at jeg tog den med hjem, læste den og følte mig godt underholdt!

'Farlig sommerleg' af Francoise Sagan. Det Schønbergske Forlag 1971, 156 sider.

Ingen kommentarer: