søndag den 14. april 2024

'Timer i skjul' af Santa Montefiore

1961 i USA: Faye's mor den velhavende Mrs. Clayton dør og efterlader sig et overraskende testamente: Hun ønsker, at hendes aske skal spredes i Irland, hvor hun kommer fra og hendes formue skal deles i tre portioner - ikke to som forventet. Hvem der skal have den sidste tredjedel vil de først få at vide, når asken er spredt i hjemlandet. Desuden har hun overladt en dagbog i kodeskrift til sin datter Faye. Faye er 58, hun har været gift med Wyatt i mange år og har tre børn sammen med ham. Hun har altid været den, der gjorde som der blev sagt, føjede sig efter andre. Men denne gang sætter hun sig op mod sin mands og sin brors vilje og rejser til Irland for at finde ud af mere om sin mors familie. Det viser sig, at hendes mor kommer fra en helt anden slags familie, end Faye havde forventet. Kun ved at stave sig igennem sin mors dagbog kan hun finde ud af hvad der skete, da Arethusa forlod familien Deverill for altid. Heldigvis møder hun også nye slægtninge, der kan hjælpe hende med at kaste lys over fortiden. Tiden i Irland ændrer Faye og får hende til at stille spørgsmålstegn ved hele sit liv og sine prioriteter og valg.
En underholdende historisk roman, der er fortalt i to spor, så vi både følger Faye i 1961 og hendes mor Arthusa tilbage i slutningen af 1800-tallet. Bogen er en selvstændig fortsættelse af Slotskrønniken-trilogien, der handler om familien Deverill og deres gods i Irland.

'Timer i skjul' af Santa Montefiore. Turbulenz 2024, 494 sider

lørdag den 13. april 2024

'Skandalen' af Tracy Rees

Pansy er tjenestepige i en fornemt hus i London. Egentlig er hun træt af sin plads, men hun er forelsket i lakajen John, hvilket får hende til at blive. John er imidlertid forblændet af husets datter, den smukke Rowena Blythe, men Pansy håber, at John vil glemme hende, når hun forhåbentligt snart bliver gift. Familien Blythe har bestilt et portræt af den smukke Rowena, og Rowena tiltrækkes af kunstnerens unge assistent. Vi er i London i slutningen af 1800-tallet og rammen er sat for et rigtigt trekantsdrama i en underholdende roman fyldt af stærke, kloge kvinder og arrogante mænd. Klasse og stand betyder alt, kun nogle enkelte er modige - og rige - nok til at bryde med samfundets normer og forventninger. Vil Rowena være en af dem? 
Som regel takker jeg nej til anmeldereksemplarer, da jeg ikke vil føle mig forpligtet til at skrive om en bog, som jeg så måske alligevel ikke får læst. Før påskeferien gjorde jeg en undtagelse i forhold til tre nye udgivelser fra Turbulenz, og denne skuffede ikke. Let at gå til og god underholdning, hvis man holder af historisk romance genren.

'Skandalen' af Tracy Rees. Turbulenz 2024, 478 sider.

lørdag den 6. april 2024

'Øvelser i mørke' af Naja Marie Aidt

Den 57-årige kvindelige jeg-fortæller går i terapi hos PTSD-manden. Hun murer sig inde i sin lejlighed, og kæmper for at få det bedre efter en traumatisk oplevelse, som hun kun langsomt nærmer sig gennem terapien. Samtidig er hun et menneske midt i verden med relationer til veninderne, de tre voksne sønner, de to børnebørn og den gamle mor. Hun bekymrer sig om sønnerne og forholdet til dem; den yngste ryger for meget hash og den mellemste er utilfreds med sin rolle i familien. Også den afdøde søster og det voldelige barndomshjem fylder i tankerne og det hun forsøger at få rede på omkring sit liv.
Der tegnes et meget nuanceret billede af en kvinde i krise, der viser, at hun er så meget mere end det. Hun har et levet liv bag sig, gode og dårlige oplevelser og relationer. Hun er på en gang både stærk og skrøbelig. Kort sagt en virkelig fin roman om de mange facetter et levet liv består af. Fortalt på en måde, så man som læser får et indblik i alle de personer, der gemmer sig i vores hovedperson: Pædagog, mor, datter, søster, veninde. Anbefales!

'Øvelser i mørke' af Naja Marie Aidt. Gyldendal 2024, 258 sider.

tirsdag den 2. april 2024

'Mit liv med sygdom' af Sascha Strange

 Min unge kollega Sascha har skrevet en bog om de alvorlige sygdomme, hun har mødt på sin vej. Både sygdomme, som hun selv har været plaget af, bl.a. cøliaki, samt sygdomme hos hendes nærmeste familie. Umiddelbart virker det som en bog, der måske i første omgang er skrevet som en slags selvterapi, men der er bestemt noget i den, som alle kan have glæde af at læse. Især fordi Sascha åbent og med sin egen stemme fortæller om de livskriser, hun har været igennem, og hvordan hun har taklet dem og formået at holde fast i det liv, hun gerne vil leve på trods af mødet med sygdom og død. Sascha har en virkelig fin selvindsigt og fortæller indlevende om op- og nedture. Der er meget livsvisdom at hente og meget som andre unge med en sygdom vil kunne identificere sig med.

'Mit liv med sygdom' af Sascha Strange. Forlaget Forfatterskabet.dk 2021, 134 sider.

mandag den 1. april 2024

'Mente I det' af Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaard har skrevet en fin lille indsigtsfuld kortroman om de psykiske følger af et verbalt overfald på åben gade. Angsten, følelsen af ikke at kunne være tryg, fornemmelsen af at optrinnet kunne være endt meget værre rent fysisk, det at man ikke tør holde sin kæreste i hånden, når man går på gaden, altid bange for at være sig selv, fordi man frygter, at den man er, provokerer andre i en grad, så det bliver til fare for en selv. For måske mener overfaldsmændene virkelig det de siger, - eller gør de? Alt sammen beskrevet i korte sætninger, der giver stof til eftertanke.

'Mente I det' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2023, 110 sider

torsdag den 28. marts 2024

'Iron flame' af Rebecca Yarros

Violet og hendes venner er i gang med andet år på Basgiath. Det lykkedes dem at vende tilbage til skolen efter krigslegene, selv om de har set og oplevet ting, som de er nødt til at holde hemmelige. Deres hjemlands ledere - heriblandt Violets egen mor - lader folkene udenfor Navarres grænser i stikken. Og værnene, der holder slangesjæle og wyverner ude af området er truede. Violet får nok at se til med at klare sig igennem andet års mange prøvelser, balancere sit forhold til Xaden og forholde sig til en truende krig. Det ene drama afløser det andet i hæsblæsende tempo, - der måske efterhånden bliver lige voldsomt nok. Jeg var stadig godt underholdt, men holder nok en lille pause med fantasy nu! Romanen er nr. 2 i Empyrian-serien

'Iron flame' af Rebecca Yarros. Hr. Ferdinand 2023, 859 sider

onsdag den 27. marts 2024

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen

 Max går i 1. g og savner sin bedste - og eneste - ven Hector, der er i USA på udveksling. Nu har Max' mor lovet at betale hans kørekort, hvis han til gengæld møder op i en gruppe for ensomme unge. Sådan en gruppe er nu mest for tabere, synes Max, - og hvem har lyst til at være det? De fire drenge og den ene pige pige, der møder op i gruppen er da også meget forskellige og har hver deres udfordringer. Men anden gang gruppen mødes dukker en ny pige op, og det ændrer alt. Sylvia er meget syg og skal have et donorhjerte inden sommeren er slut, ellers dør hun. Det sætter de andres problemer i perspektiv, og får Max til at tænke over, hvilket slags menneske, han vil være. Kan han fx holde ud at blive forelsket i en, der måske snart skal dø?
Fin ungdomsroman om venskab, ensomhed, identitet og forelskelse.

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen. Gutkind 2024, 204 sider